Nyheder


Dyvig og hjem igen 19.-20. august 2023


Til alle medlemmer af Assens Sejlklub


Igen i år står klubben for en fælles tur til Dyvig og hjem igen. Det skal understreges, at turen er for alle medlemmer og dermed også for alle typer både såvel med som uden sejl. Man tilmelder sig som enten TURSEJLER eller KAPSEJLER. Alle deltagerne mødes i klubhuset til skippermøde klokken 9.00. Tursejlerne afgår i samlet flok fra havnen klokken 10.00. Kapsejlerne starter på det i startlisten angivne tidspunkt, der er udregnet efter bådens måltal. Første start er klokken 10.15. Startlinjen er mellem molehovederne ved indsejlingen til havnen. Mållinjen markeres af to bøjer ved indsejlingen til Dyvig. Deltagerne i kapsejladsen tager sig selv i mål. Kort udleveres ved skippermødet, hvor der også vil blive orienteret om ruten, vejrudsigten og andre vigtige sager. 


Afsejlingen fra Dyvig finder sted fra klokken 10.00 søndag den 20. august. Efter hjemkomsten samles vi i klubhuset klokken 15.00 for at hylde vinderen af kapsejladsen og hilse af med hinanden. 


Ved ankomsten til Dyvig vil der blive tændt op i den store fælles grill, hvor alle deltagerne kan tilberede deres medbragte mad. Er vejret til det spiser vi sammen ved de opstillede borde. Er det ikke rykker vi sammen i det opstillede telt eller i sejlklubbens lokaler. Der er tradition for en hyggelig tur i trygge rammer, hvor alle kan deltage. 


Turen er gratis. Det eneste, du skal gøre, er, at tilmelde dig på klubbens hjemmeside og i den forbindelse oplyse navnet på båden (evt. type og måltal), skipperens navn og antallet af besætningsmedlemmer, og om du tilmelder dig som tursejler eller kapsejler. Sidste frist for tilmelding er fredag den 18. august klokken 12.00. 


Spørgsmål kan rettes til Erik Kulavig (21226506.


Hold i dag
Instagram
Vi takker vore sponsorer